Det går op og ned for 14-årige Mathias. I bogstaveligste forstand. Han dyrker tramponlinspring. Han havde egentlig droppet det, da han kom til at bo på det sociale værested "Haugaardhus" ved Møldrup.
»En dag var der en af pædagogerne, der så mig hoppe på trampolinen ude i haven. Han sagde, at jeg skulle prøve at tage med hen i en klub, hvor de laver trampolinspring. »Jeg sagde egentlig nej, men han tog mig med derhen alligevel. Jeg ville ikke med ind og være med. Men jeg så på. Det gjorde jeg også den næste gang. Først den tredje gang tog jeg mig mod til at være med. Nu elsker jeg det,« siger Mathias, som nu er med til træning i foreningen Kvik på Bjergsnæsskolen i Viborg.
Han var meget nevøs i starten for, hvad de andre skulle tænke om ham, når han bor på en institution.
Jeg tror ikke, der er nogen af de andre, der ved, at jeg ikke bor hjemme. Nu foretrækker jeg faktisk, at det er pædagoger, der kører mig hver gang, for hvis jeg havde en far stående ved siden af, ville han måske have for store ambitioner på mine vegne. De voksne på Haugaardhus støtter mig også, men de stiller ikke urealistisk høje forventninger til mig," siger Mathias.
Han er også heldig, at der hidtil altid har været pædagoger, der er klar til at køre ham til træning hver uge.
»De har været klar hver gang indtil nu. Jeg har kun forsømt en gang, og det var en uge, jeg var syg,« siger Mathias, som nu overvejer, om han skal forsøge at få en uddannelse som hjælpetræner. |