Er børn i foreningen en udfordring?
 
Det kan være en udfordring at være træner – men forældre har også et medansvar
 
”Børnene i dag er såmænd ikke så meget anderledes end tidligere. Det er mere forældrene. Det siger Inger K. Nielsen, der er formand for Silkeborg Gymnastikforening.
Hun mener, at det mange gange er et spørgsmål om at prioritere familiens tid. Hvem skal køre med børnene, hvis de ikke kan gå lige efter skole. Børnene prøver mange forskellige ting som det nok er forældrene der bestemmer. De har svært ved at sige nej og bede børnene om at holde fast i en bestemt idræt i en hel sæson.
”Forældrene vil også gerne selv have frirum. Hvorfor kan træningen ikke ligge fredag eftermiddag aften eller lørdag og søndag. Her er det forældrenes frirum der røres ved,” mener Inger K. Nielsen
 
Else Møller fra Laven-Linå IF har primært trænet de 6-8 årige.
”Jeg synes det til tider har krævet sin kvinde og givet store udfordringer. Børnene har svært ved at koncentrere sig og høre efter.  Jeg har dog gode oplevelser med at give dem frikvarter under træningen, hvor der er fri leg og snak – bare to-tre minutter. Det en flok egoister, jeg har med at gøre, som kun vil det de vil og stiller spørgsmål til alt,” siger Else Møller.
Hun mener der er mange udfordringer som træner. Dels er der nogle børn, som er gode til at modtage en besked og få den omsat til handlingen. Andre gange er der en der ikke gider, og sætter sig surmulende uden for banen "For ingen spiller mig". Så er det dem, der kommer op at toppes, og tårerne springer frem. Hvordan kan man nu få alle med, når den enkelte helst vil være i centrum hele tiden?
Villy Madsen, 46 år fra Snejbjerg mener ikke der er den store forskel på seniorer og børn.
”Det har aldrig været nemmere at informere og kommunikere, men alligevel har det aldrig været sværere at samle folk. Tidligere kunne man f.eks. hænge en seddel med holdet op på opslagstavlen og være sikker på at børnene så det og kom til kamp. Det kan man ikke i dag,” siger han.
Sidste år var han træner for U14 drenge, hvor der var god disciplin og forældreopbakning. Men det var måske også fordi, at forældrene selv var med til at pege på ham, mener han.
”Det drejer sig om at stille nogle krav, ikke være barnepige og ikke acceptere sene afbud og det var forældrene helt med på,” fastslår han og fortsætter:
”I dag skal der ikke så meget til før man prioriterer anderledes. Kammeratskabskredsen udenfor fodbold er en konkurrent og så kommer fodbolden i anden række.”
Børn er faktisk glade ved faste rammer fornemmer han.
”Drengene jeg senest trænede var 14 i truppen, hvoraf de 10 var meget jævnbyrdige, mens fire var et stykke under, men alle skulle have plads og være med minimum en halvleg,” siger han.
”Ellers er det en udfordring, når man når efterskolealderen at bevare et hold. Det kan være svært for en mindre forening som os, at se fordelen i et samarbejde med en stor klub, der trækker spillere ind samtidig med at andre børn skal på efterskole.,” slutter Villy Madsen.
 
Jeg er næsten det hele! Sådan siger Tommy Brøndum, 33 år fra Møldrup-Tostrup IF nord for Viborg.¨
Han er med i såvel senior- som ungdomsudvalget og kontaktperson for trænerne i U11, U12. U15 og U17
Tommy er ikke træner pt. Men det har han været tidligere.
”Det er ikke pengene, der er udfordringen. Nej det største problem er at fastholde de unge - specielt U15 og U17. Mange klarer ikke overgangen fra 7-mands til 11-mands fodbold og springer derfor fra.
Vi har derimod ikke problemer med at skaffe trænere. Fra U12 og nedad er det primært forældre, der er trænere. Fra U13 og opad foretrækker vi helst andre end forældre. Vi supplerer med unge hjælpetrænere fra 15-16 års alderen.”
I dag er børn alt for forkælet mener Tommy Brøndum.
”Selv U17 spillere skal faktisk have seddel med hjem. Der er mange andre fornøjelser og måder, man kan bruge sin fritid på. Sådan er tiden jo. De har jo PC og TV til rådighed hele tiden og det er en hård konkurrent..
Mange forældre er dog heller ikke gode til at bakke op omkring de større børn. F.eks. må trænerne til de større børn faktisk køre hver gang til udekampe, fordi forældrene ikke tilbyder sig.
”Til den kommende indendørs sæson indkalder vi forældre til møde for hver årgang. Her vil alle opgaver blive præsenteret og de vil faktisk blive tvunget til at tage et medansvar for dem,” slutter Tommy Brøndum.
 

DGI Midtjylland | Glarmestervej 18A, 1. | 8600 Silkeborg | Tlf.: 79404350 | midtjylland@dgi.dk