En eftertanke til Støj på linjen

’At rejse er at leve’ og at leve er at rejse. I foreningslivet er vi en del af børns rejse gennem livet. Vi har en vigtig opgave på flere områder. Fritidsinteressen er et tilvalg, hvor børn kommer af lyst, derfor skal vi kunne skabe rum til dem alle. I denne diagnose tid er det imidlertid svært at forstå, hvorfor nogle børn ikke er som ’de andre’. Hvordan er det rummet bliver skabt, så vi formår at anerkende barnet, lige netop der, hvor det er.
Ovenpå et godt kursus en mørk onsdag i november, gav det os en større forståelse af, hvad det er lige præcis børn med opmærksomhedsforstyrrelser har brug for i foreningslivet. Jenny Bohr gav redskaber til, hvordan arbejdet kan lettes, så ingen af de børn, som vi arbejder med, går fra foreningen med nedtrykt sind, fordi de ikke er blevet mødt!
Det handler ikke om, at vi efter kurset nu er i stand til hver gang at ’følge bogen’, men det har i den grad styrket opmærksomheden på området, og desuden været med til at give redskaber til at anerkende alle børn endnu mere, for det de er. For hver gang der bruges tid i idrætsforeningerne på sådanne kurser, er det godt givet ud.
Livet er en rejse, og lad os være med til at gøre det til en succesfuld og mindeværdig rejse i vores arbejde – vi kan være med til at gøre en forskel! 
 Dorte
 

DGI Midtjylland | Glarmestervej 18A, 1. | 8600 Silkeborg | Tlf.: 79404350 | midtjylland@dgi.dk