Bosted i bevægelse

Toften i Herning sætter yderligere fokus på at børn udvikler sig ekstra meget med aktiviteter

Der er bevægelse i  børne− og ungecentret Toften på Gl. Skolevej i Herning.  Helt bogstaveligt. Onsdag havde alle institutionens pædagoger en kursusdag, hvor de blev inspireret til at bringe mere bevægelse i hverdagen, fortæller forstander Benny Madsen.

− Vi har i mange år haft fokus på hvor vigtigt det er for vore børn at være aktive. Vi gør rigtigt meget for at få vore 26 børn og unge engageret i fritidsaktivíteter. Det har vi blandt andet fået hjælp til af DGI, og nu har vi fået organisationen til at lave et kursus for os i, hvordan vi ydereligere får gjort fysiske aktiviteter til en del af hverdagen, siger Benny Madsen, der bliver suppleret af pædagog Helle Skinnerup:

− Alle vore børn går til noget i fritiden. Det er godt og vigtigt, har vi helt klart lært gennem de otte−ni år, det har været et fokusområde hos os. Nu er vi klar over, at det også er vigtigt at børnene har masser af bevægelse i dagligdagen, fordi det er med til at styrke den sociale, kognitive og mentale udvikling. Jeg har da fået et godt tip om, at det styrker børnenes koordinationsevne, hvis de får lov til at stå og dreje rundt om sig selv mens de børster tænder. Det skal jeg i hvert fald have prøvet, siger Helle Skinnerup.

Oprydning kan være sjov
Der blev blandt andet også givet tips til, hvordan man kan lægge leg ind i oprydning og rengøringen. Det udvikler fysikken, det øger børnenes sociale færdigheder – og det gør rengøringspligterne mindre kedelige.

Erfaringer viser, at hvis børn er fysisk aktive har de lettere ved at lære, og de bliver bedre til at omgås andre mennesker. Det er noget, mange socialt belastede børn har det svært med.
Det med de mange fysiske aktiviteter på Toften bliver et tema, når institutionen på lørdag har åbent hus for alle interesserede.

− Når vi viser rundt på lørdag, vil vi helt sikkert fortælle en masse om vore gode erfaringer med idræt, fysiske aktiviteter og bevægelser i det hele taget. Desuden har vi fået DGI−karavanen til at komme forbi for at lave sjov og ballade for både børn og voksne, fortæller forstander Benny Madsen, som tilføjer:

− Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi og andre bosteder for omsorgssvigtede børn i disse år er meget pressede, fordi kommunerne gerne vil finde billigere løsninger. Ikke mindst derfor er det vigtigt for os at finde bedre løsninger.  Vores erfaringer gennem de senere år viser klart, hvor meget fysisk aktiviteter betyder for de meget belastede børn og unge, vi har med at gøre.  Derfor skal vi ikke alene være gode til at integrere dem i foreningslivet, men også blive endnu bedre til at være aktive sammen med børnene herhjemme på Toften, siger Benny Madsen.
 
Hans Jørgen Hansen
Journalist
 

 

DGI Midtjylland | Glarmestervej 18A, 1. | 8600 Silkeborg | Tlf.: 79404350 | midtjylland@dgi.dk